Nyd den smukke natur i området

God fornøjelse!

Forslag til småture under opholdet ved Como-søen:

Livo med udsigtspunkt 1, bar m. honning og Trattoria Crotto d’Angri: Kør ned til landevejen langs søen, drej til venstre og så til venstre igen ved Hotel 2000 – der er vist af til Valle del Liro og vist også til Livo. Kør ad denne vej op ad bjerget ca. 8 km, så er du i Livo, hvor der kan parkeres på et lille torv, og så kan man gå de 50 m. ned til baren, hvor man kan sidde udenfor og høre på bækkens brusen. Værtinden fremstiller og sælger en glimrende honning. Der er også ved baren den lille restaurant/pizzeria ”St. Anna”.

Hvis I vil besøge Trattoria Crotto d’Angri (kan vel nærmest betegnes som et traktørsted), så drej til venstre ved de første huse i Livo (der plejer at være en stor pil på en husmur, der viser mod Crotto d’Angri) og kør ad en pæn ny flisebelagt vej uden om byen. Kør lidt længere og stop så ved kirken (det plejer vi i hvert fald) og så er der ca. 3 kvarters gang ud til stedet, hvor der kan købes lidt spise- og drikkeligt samt ses på natur. Der er vist lukket tirsdag.

Udsigtspunktet finder I ved at dreje til venstre ved et lille kapel ca. 1 km. før Livo – lige efter landsbyen Peglio. Når I kører opad fra kapellet, er der ca. 7 km. til toppen. Vejen bliver lidt snæver ind imellem – men ender i et område med nogle få fritidshuse og en grusplads til parkering. Her er der også et bord m. bænke til brug ved frokost, et glas vin eller lign.

Liro-tur med vandfald: På vejen op til Livo vises der i et stort højresving af til venstre mod Dosso del Liro (ca. et par km. før Livo). Følg denne vej og så kan der i første omgang parkeres på pladsen ved kirken og krigsmindemærket i Dosso del Liro. Udmærket udsigt over sø og dal. Der ligger oven for kirken et nyere trattoria La Madonnina, som kan findes ved at gå ad stierne bag/oven for kirken og så ellers bruge øjnene. Der er ikke mere end ca. 50-100 m. fra pladsen, og der har i hvert fald tidligere været et skilt med henvisning. Ellers spørg – adressen er vist nok Via Centro 17!

Hvis I kører videre gennem Liro og blot følger vejen – ja, så ender I ved dennes afslutning på en lille P-plads, hvorfra stien ud til nogle små vandfald starter – 1½ time for at gå ud til vandfaldet. Storslået udsyn til bjergene ind mod Schweiz og dalen derimellem.

Ca. 1 km. inden Dosso del Liro (på vej op ad bjerget) finder I bar/trattoria Aquila d’oro. Meget lokalt sted med venlig betjening, hjemmelavet mad og fri internetadgang! Nu også (lidt) engelsktalende betjening.

Dambrug m. foreller og flot natur: I Garzeno er der i et 180 graders sving en vej til venstre, hvor der vises af til et lille dambrug med foreller. Vejen dertil er ret snæver, men der er heller ikke megen trafik. Baren derude er måske lukket uden for sommersæsonen, men selve stedet er flot og fredfyldt.

Udsigtspunkt 2: Kør ned til landevejen og til venstre op til Domaso. Her kører I over floden og følger vejen rundt til venstre og sving så til venstre, hvor der er vist af mod Vercana, der ligger et par km. oppe ad bjerget. Kør gennem byen med en del sving (man kan såmænd også godt holde en lille pause her for at gå en tur og nyde udsigten) og drej så lidt efter byen til venstre mod Monti di Vercana. Denne vej følges til enden – et kort stykke bliver den en jordvej, men ellers er der asfalt og cementvej, og der er god plads til parkering, hvor vejen ender. For nogle år siden var vi i oktober til kastaniefestival på et Agriturismo kort efter at være drejet af mod Monti di Vercana – her kunne der spises, smages kastanier, honning, øl og vin – og købes ost og honning, hvis interesse.

Oven for lejligheden: Fortsæt op ad vejen, der går forbi lejligheden. Fortsæt ind i skoven og kør så langt som I har lyst og vil byde bilen. Vi plejer at køre ca. 5 km., hvorefter der kommer en stejl stigning på vejen (nyanlagt på denne stigning). Her kan der parkeres – og hvis man så til fods fortsætter op ad skråningen og følger vejen videre, ender man i et område med nogle fritidshuse og en fantastisk udsyn over de omliggende bjerge og dale. Der plejer ikke at være folk i husene, så vi har nogle gange sat os på en af terasserne og nydt et glas vin – eller vand direkte fra de mange kilder i området. Store flokke af får og geder findes også i dette område. Denne tur er ret hård – i hvert fald for os lidt ældre mennesker!

En anden mulighed er fra parkeringen ved den stejle stigning at gå til højre fra vejen. Kort efter finder man en lille fodgængerbro, der fører over i et område med nogle gamle slusesystemer til regulering af floden, der løber gennem dalen.

Langs floden i Domaso: Frisk gåtur langs floden ved Domaso. Tid ca. 2-3 timer frem og tilbage. Mulighed for at bade. Ikke for gangbesværede. Kør til Domaso og over floden, drej til venstre ad første vej mod Vercana. Derefter første vej ca. 700 m til venstre igen. Vejen ender blindt, lille p-plads, stil bilen og gå ned ad mindre trappe til floden. Følg stien, som går langs floden. Mulighed for at tage et bad og evt. holde en lille frokost (medbring selv).  Stien slutter ved større dæmning. Vi turde ikke gå videre. Hvis det har regnet, kan der være meget vand i floden og så er det måske ikke muligt at gå på stien, det oplevede vi så lige i år. Flemming Kristoffersen

En bådtur på søen er jo også oplagt Link til Youtube video

Nyeste kommentarer

22.05 | 20:05

Hej - Er det mon muligt at leje en lejlighed i uge 29? Mvh Marianne

05.04 | 16:05

Hej Maibritt, hvis du er interesseret, kan du leje uge 21 i lej. 5. Du ka...

05.04 | 13:23

Hej med jer Er det en mulighed at leje en lejlighed i uge 21 eller 22? ...

27.01 | 21:29

Jeg opdaterer i weekenden!