Aktionæroverenskomst IF

AFSKRIFT

A K T I O N Æ R O V E R K O M S T

 for

ITALIENSK FERIEBOLIG A/S

 ===================================

§ 1.

Nærværende aktionæroverenskomst omfatter samtlige nuværende og eventuelt fremtidige aktionærer I ITALIENSK FERIEBOLIG A/S, reg.nr. 150.295. Aktiekapitalen andrager kr. 1.200.000,-, der er fordelt i 200 aktier á kr. 6.000,-.

Der udstedes aktiebreve, som skal lyde på navn og som skal bære udtrykkelig påtegning om at være undergivet reglerne i nærværende aktionæroverenskomst.

Aktierne er frit omsættelige, og aktierne er ikke omsætningspapirer.

Samtlige aktionærer er forpligtede til at være medlem af AKTIONÆRFORENINGEN ITALIENSK FERIEBOLIG, hvis vedtægter aktionærerne er bekendt med.

§ 2.

Indehaveren af en aktie har brugsret til en lejlighed, beliggende i Consiglio di Rumo kommune i Italien, hvor selskabet ejer 4 ejerlejligheder.

Indehavere af aktie med serienummeret 02 har brugsret til ejerlejlighed nr. 2 i den uge om året, der svarer til aktiens løbenummer.

Indehaveren af en aktie med serienummeret 04, 05 og 06 har brugsret til hhv. ejerlejlighederne, nr. 4, 5 og 6, i den uge om året, der svarer til aktiens løbenummer.

Ud over brugsret til den enkelte ejerlejlighed med tilbehør har aktionæren brugsret til de til ejendommen hørende fællesfaciliteter, herunder have-areal, m.v.

Aktionærerne har ret til indbyrdes at bytte ferieperioder, såfremt enighed kan opnås herom. Meddelelse herom skal gives til administrator/Aktionærforeningen Italiensk Feriebolig.

Såfremt en aktionær ikke ønsker at benytte sin ferieperiode, er han berettiget til at udleje denne til tredjemand og til at oppebære den fulde lejeindtægt. Administrator skal underrettes om navn og adresse på lejeren.

Brugsretten begynder lørdag, kl. 17 og afsluttes lørdag kl. 10.

Aktionæren indestår for, at lejligheden med indbo efter brug afleveres i god og ordentlig stand.

§ 3.

De selskabet tilhørende 4 ejerlejligheder er gældfri. Der kan kun optages lån i ejerlejlighederne, såfremt der opnås enighed herom mellem samtlige aktionærer.

Hvert år inden udgangen af januar måned udarbejder bestyrelsen for Aktionærforeningen Italiensk Feriebolig i samarbejde med administrator et budget for ejendommens drift, benævnt fællesbudgettet.

Som fællesudgifter betragtes:

 1. Enhver udgift, som de enkelte ejerlejligheder bliver pålagt at betale til vedligeholdelse af ejendommen, hvori de 4 ejerlejligheder er beliggende.

2.    Enhver udgift til reparation og vedligeholdelse af den enkelte lejlighed, incl. terrasse og fællesanlæg.

3.     El- og vandafgifter.

4.     Ejendomsskatter.

5.     Forsikringer.

6.     Administration.

7.     Viceværtudgifter.

Der skal i budgettet foretages rimelige hensættelser til nyanskaffelser, således at det il ejendommen og lejlighederne hørende aktiviteter løbende kan fornyes, når disse måtte være udslidte.

Fællesudgifter betales af samtlige aktionærer i forhold til deres aktiebesiddelse. De oprindelige aktiebesiddere er dog ikke pligtige at betale fællesudgifter for endnu ikke solgte aktier. Sælgerne forpligter sig dog til at inddække et eventuelt underskud i foreningen, indtil alle aktier er afhændet. Sælger kan dog vælge at betale normale fællesudgifter på ikke solgte aktier.

De budgetterede driftsudgifter indbetales af aktionærerne til ejendommens administrator hvert kvartal, 1. gang ved aktieerhvervelsen, hvor der betales for det løbende kvartal.

Udeblivelse med betaling af fællesudgifter, efter at påkrav er fremsat, betragtes som misligholdelse.

Aktionærerne hæfter personligt for betaling af fællesudgifter, herunder også for eventuelle restancer fra en tidligere aktiehavers periode.

§ 4.

Selskabets øverste myndighed er generalforsamlingen, der afholdes hvert år i marts måned i Helsingør eller København.

Generalforsamlingen har den øverste myndighed for så vidt angår ejendommens fællesanliggender.

Selskabets daglige ledelse forestås af en bestyrelse på 3 – 7 medlemmer. Bestyrelsen ansætter en direktør. Det skal tilstræbes, at der vælges bestyrelsesmedlemmer fra hver seriegruppe.

§ 5.

Såfremt en aktionær misligholder sine forpligtelser i henhold til selskabets vedtægter og nærværende aktionæroverenskomst eller andet, og misligholdelsen ikke straks efter påkrav bringes til ophør, bortfalder den til aktien knyttede brugsret.

Bestyrelsen er i så tilfælde berettiget til at lade den til aktien knyttede brugsret udleje bedst muligt til anden side og lade selskabet fyldestgøre i provenuet.

Aktionærerne har aftalt, at enhver eventuel tvist mellem selskabet og aktionærerne skal afgøres ved Sø- og Handelsretten i København.

Aktionærerne har samtidig ved underskrivelsen af nærværende aktionæroverenskomst fået udleveret vedtægter for selskabet. Indtil endelig registrering af nævnte vedtægter har fundet sted, tager ledelsen forbehold for vedtægternes udformning. Endvidere har aktionærerne fået udleveret vedtægter for Aktionærforeningen Italiensk Feriebolig.

                         , den

Nyeste kommentarer

22.05 | 20:05

Hej - Er det mon muligt at leje en lejlighed i uge 29? Mvh Marianne

05.04 | 16:05

Hej Maibritt, hvis du er interesseret, kan du leje uge 21 i lej. 5. Du ka...

05.04 | 13:23

Hej med jer Er det en mulighed at leje en lejlighed i uge 21 eller 22? ...

27.01 | 21:29

Jeg opdaterer i weekenden!